Acceptens fortryllende væsen

Accept er virkelig en trylleformular. Accept er i stand til at kunne forløse noget, der hidtil har været mere eller mindre lidelsesfuldt, så der i stedet bliver kærlighed, nærvær, fred, glæde, lykke, frihed – ja, der er praktisk talt ikke det, som du ikke kan få ud af det. Accepter – og der bliver lys! Til trods for det, eller måske netop derfor, er det også et både svært og meget misforstået begreb. Lad os prøve at finde dybere ind til acceptens væsen.

Vi afslører nemlig tit, at vi ikke er gået ind på acceptens præmis. Det kan eksempelvis hedde sig: ”Dette eller hint har jeg taget mig af op til mange gange, men jeg bliver ved med at have det svært med det.” - ”Jeg kan ikke forstå det, for det her har jeg været inde i før.” - ”Jeg har accepteret det, men det har jeg ikke fået det bedre af.” - ”Jeg har accepteret vreden, men det nytter ikke noget, for jeg er alligevel ikke kommet af med den.” - ”Det her har jeg accepteret, for det er jeg nødt til.” Ja, jeg kunne ganske enkelt blive ved med at komme med udsagn, som bliver sagt igen og igen. Vi kan være evig forvisset om, at når vi har den opfattelse, så afsløres det først og fremmest, at der er tale om en ommer.

En ommer fordi tilgangen er, at vi vil have opfyldt et resultat, som vi helt umuligt kan vide, hvad er, så længe vi ikke er gået igennem processen frem mod den endelige accept. Vi kan ganske rigtigt som omtalt få umådeligt meget ud af at acceptere. Men hvis vi ikke kan acceptere uden at få noget ud af det, så kan vi ikke acceptere!!! Når vi igen og igen beklager os over, at vi ikke har fået noget ud af det, så kan vi i bagklogskabens skærende klare lys se, at vi ikke er gået igennem den proces, som er forudsætningen for accepten. Igen og igen undgår det vores opmærksomhed, når vi beklager os, at hvis vi virkelig havde accepteret, så var der naturligvis ikke længere noget som helst at beklage sig over.

For mange år siden havde jeg en venskabelig samtale med en psykolog. Hun beklagede sig over, hvor svært livet er, og hun begrundede det aktuelt med, at hun havde fået anbefalet, at hun bare skulle gøre, hvad hun havde lyst til. Og det havde hun vel at mærke heller ikke fået det bedre af. Hvilket ikke kunne undre mig. For hun havde jo hele tiden, som en anden kalkulator, gjort det, hun troede, hun gjorde af lyst, med henblik på at få det bedre.

Ingen har lovet os, at det er en nem sag at acceptere. Paradoksalt nok er der heller ikke meget, som i den grad kan sætte sindene i kog, som begrebet accept kan. Mange kan igen og igen blive meget indignerede, hvis man påstår, at de endnu ikke er nået ind til kernen af smerten, angsten, vreden eller sorgen. For slet ikke at tale om hvor afmægtig en person til stadighed kan være, og man i relation til det formaster sig til at påstå, at det er, fordi vedkommende endnu ikke har accepteret sin egen aggressive kraft, og her være vidne til hvilken vrede, der kan komme for dagen, som således paradoksalt nok kan bruges til at fastholde afmagten.

Mange kan mene, at de er gode til at acceptere, for som jeg engang hørte en sige: ”Jeg ved, jeg er god til at acceptere, for jeg har slugt mange kameler.” Jeg kan fristes til at mene, at hun end ikke vidste, hvad accept er, for hvis det var tilfældet, så var det ikke længere kameler, der var slugt!

Livet byder os hele tiden at viske tavlen ren for om muligt at se tingene i et nyt perspektiv. Dette gør sig ikke mindst gældende overfor dette vanskelige begreb, accept. Det foregående viser, hvor lidt vi almindeligvis forstår, hvad accept er. Ved således at forstå, at vi ikke forstår, så kan vi måske begynde at forstå.

Vores resultatorienterede fiksering stikker muligvisvis også sit hoved frem i læserne af denne artikel, så det eksempelvis kan hedde sig, at jeg nu må se at komme i gang med at forklare, hvordan man da for pokker accepterer. Men bi nu lidt. Det er virkelig vigtigt at se i øjnene, hvordan den manglende accept løber om hjørner med os. For uden den opmærksomhed, kan vi ikke komme dybere. Og jeg vil gerne trække yderligere på din tålmodighed, for der er mere indledende, vi skal have på plads. Som vi kan se, går det hele tiden galt, når vi er fokuseret på det resultat, vi kan opnå ved at acceptere. Det er derfor nødvendigt, inden vi fordyber os i processen med at acceptere, at vi indleder med den rette holdning.

Ganske ofte kan vi ikke forlige os med noget, som rent faktisk er en kendsgerning! Fordi vi dermed forsøger at benægte fakta, så vil vi igennem en selvudviklingsproces, der kunne skille os af med dette famøse, som vi ikke kan forlige os med. Altså indleder vi, oftere end vi tror, enhver proces med den holdning, at vi skal i mål. Og målet måles på om vi er kommet af med det. Dette er ikke den rette holdning! Vi skal derimod være tro imod processen.

Hvad vil det sige? Det vil sige, at vi indledningsvis er villig til at se i øjnene, at det aldrig er selve dette noget, som vi har det svært med, som er problemet. Nej, det er det, at vi ikke kan acceptere det faktum, at dette noget er en kendsgerning. Altså må vi dedikere os til følgende: ”Jeg vil gøre alt det, der skal til, og jeg vil arbejde med det lige så lang tid, som det er fornødent for at komme til at acceptere det.” Det er den rette holdning!

At indlede processen er således aldeles krævende. For jeg kan først og fremmest høre dette forbehold: ”Det kan jeg da ikke overgive mig til, uden jeg på forhånd ved, hvad det indebærer!” Det er ikke desto mindre vilkårene. Hvis ikke vi vil det så meget, så må vi erkende, at hvor nødigt vi end lider med dette eller hint, så vil vi hellere holde fast i denne lidelse, end vi vil kaste os ud i ukendt territorium.

Dette ”vil”, som jeg fik bragt på banen her, kan alene skure i de flestes ører. Det, vi endnu ikke kan acceptere, har vi selvfølgelig store vanskeligheder med. Der er altid mange grunde til, at det er særdeles vanskeligt stof, vi har med at gøre. Vi siger derfor hellere, at jeg ikke ”kan”. Men der bliver alt for ofte for kort afstand mellem kan og vil – igen fordi vi fokuserer på målet frem for processen. Vi ser hele det lidelsesfulde svælg for os og konstaterer: ”Dette kan jeg ikke kaste mig ud i!!!” Og det er rigtigt! Men hvis dette ”kan ikke” får os til at opgive processen, så bliver ”kan ikke” til ”vil ikke”! For når vi skal gøre det til en proces, som vi ligefrem skal dedikere os til, så er det jo netop for at vi i den hastighed, vi kan bære det, går igennem processen. Og det kan vi.

Hvad er det så, vi skal acceptere? Da vi har stor tradition for at have opmærksomheden uden for os selv, så kan mange tro, at accept betyder, at vi skal lære at acceptere alt, hvad andre gør. Acceptere krig, terror, vold, voldtægt, afvisninger, hån, latterliggørelse, at blive kritiseret osv. Nej, alt det og langt mere til er faktisk resultat af, at der er noget, der ikke er accepteret i alle, der udøver alt dette. Også her skal vi dybere. Vi skal ikke gå efter at acceptere volden men den indre årsag til selv samme vold. Ikke nok med det – vi skal dybere endnu.

Det ydre er kun et spejl af noget, som foregår inden i os selv. Vi skal eksempelvis hellere acceptere de indre årsager til, at noget kriges inden i os selv. Når vi finder frem til, hvad det er, der er i indbyrdes krig med hinanden, samt at vi forliger os med det, de stridende parter indeholder, så har vi ikke længere nogle vanskeligheder med at acceptere årsagerne til den ydre krig. Det enkelte menneske er almindeligvis bærer af en indre krigsskueplads. Når der er noget inden i os selv, som vi ikke kan acceptere, så er resultatet en krig imellem dette noget, der er, og så dette noget, som man vil have i stedet for.

Livet kan konstant være så drilsk for os, at det sidste, der falder os ind, ofte er at give os i kast med denne proces at nå til accept. Hvis vi eksempelvis tager et begreb som ensomhed, så kan der være mange aspekter, som det først falder os ind at fokusere på.

Når vi i vores barndom ikke bliver mødt, forstået, rummet, hørt og set, så kan vi komme til at føle os meget ensomme. En nærliggende følgeslutning er, at vi løser ensomhedsfølelsen ved at knytte os til andre. Når vi så bliver voksne, kan vi stadig tro, at ensomhedens dilemma løses ved at finde nogle at knytte os til. Lykkes det ikke, kan vi tro, at det er, fordi vi endnu ikke har fundet den rette at knytte os til. Forestillingen om sjælepartneren bliver født. Vi kan tro, at andre skal give os det, vi savner. Give os kærlighed. Give os følelsen af at være ubetinget elsket, så vi kan føle tilknytning til verden. Men ensomheden er en indre tilstand, hvorfor den ikke kan løses udefra, den skal forvandles indeni. Så længe vi vil have det udefra, gør vi os også afhængige.

Når vi bliver mere bevidste, må vi erkende, at ensomheden kun overfladisk set er et resultat af, at vi ikke er blevet mødt. Dybere endnu har ensomheden at gøre med, at vi har haft og til stadighed opnår mere og mere kontakt med os selv. Vi bliver splittet imellem egoet og sjælen. Egoet vil nu uundgåeligt komme til at føle sig alene, fordi det i sin natur er alene om at være dette ego.

Vores sjæl er unik. Vi må se i øjnene som et uomtvisteligt faktum, at vi er alene, om at være dem vi er. Hver især. Uanset hvor meget du er elsket, og uanset hvor mange, der elsker dig, så kan de ikke tage den kendsgerning fra dig, at du er alene om at være dig. Som et levn fra vores kollektive bevidsthed har vi stadig forestillingen om, at et menneske ikke kan have nogen værdi alene, men at værdien kun opstår i kraft af vores relation til andre. Men tænk på solen – den er helt alene, og dog har den så enorm en udstråling, at det fysiske liv, vi kender, er betinget af den. Løsningen på dilemmaet er således, at vi indleder den proces, som det er at acceptere, at vi er alene.

Efterhånden som vi mere og mere kan acceptere den kendsgerning, at vi er alene, så vil vi også blive mere og mere frie. Når vi til fulde accepterer det, så vil vi ikke længere føle os ensomme, for nu har vi os selv. Vi kan være alene, når vi har lyst, og vi kan i fulde drag nyde det, for der mangler ikke noget. Vi kan også tage kontakt til andre, når vi har lyst, og blot nyde kontakten, da vi ikke længere skal yde noget bestemt, for at andre skal synes så godt om os, at de giver os det, som vi troede kunne afstedkomme, at vi ikke følte os alene. Vi sætter også andre fri, når vi ikke vil, at de skal give os noget, som de i virkeligheden ikke kan give os. Ligesom vi heller ikke føler os utilstrækkelige i forhold til andre, fordi vi ikke længere prøver at være noget, som vi i virkeligheden ikke er. Nu kan det virkelig blive spændende at møde andre, for vi kan give dem lov til at være, som de være vil.

Når vi kommer til fuldt og helt at acceptere, at vi er alene, så knytter vi os igen til verden, for selv om vi er helt alene hver især, så er vi på den anden side også ét. Men vi kan ikke til fulde udfylde vores unikke plads i helheden, uden vi til fulde accepterer, at vi samtidig med, at vi er en del af en helhed, repræsenterer en individuel enhed i helheden. Livet er fuld af paradokser, for det er det polære heri, som skaber bevægelsen og dermed livet.

Hvordan er det så, at vi accepterer? Ja, først må vi mentalt forstå, hvad accept er og begynde med den rette holdning, som jeg alt sammen i det foregående har forsøgt at klarlægge. Dernæst må vi arbejde med det følelsesmæssigt. Her skal vi igen forholde os dobbelt til den manglende accept. For det er ikke nok med, at der er hændt os noget, som vi har svært ved at acceptere. Dette afspejler en krig inden i os selv, som vi må blive bevidst om. Når vi får øje på det, som vi følelsesmæssigt har svært ved at acceptere, så byder omstændighederne os endnu en udfordring. For den bagvedliggende årsag til, at vi ikke kan acceptere det pågældende element i os selv, det er også, fordi vi ikke kan acceptere de følelser, der har reageret på den pågældende konflikt. Der kan være tale om mange forskellige følelser, som vi kan have det meget svært med. Men de hører alle sammen inden for tre kategorier af følelser: Angst, vrede og sorg.

Vi må således efter tur være til stede i og give udtryk for angsten, vreden og sorgen over det, der er sket, og som vi endnu ikke kan acceptere. Nu kommer vi dels til at acceptere og rumme selve følelserne, ligesom vi igennem processen forliger os mere og mere med det, der er hændt os, eller som vi har svært ved at håndtere. Følelserne skal ende med slet og ret at acceptere, fordi de er nået til fuld accept.

Mange, mange søgende har det svært med vrede, fordi man stræber efter at være kærlige. Men vi skal have fat i den aggressive kraft helt nede i jordpunktet (som befinder sig ca. 40 cm nedenfor rodchakraet), ellers kan vi ikke bære at være åbne i hjertet. Vreden skal vi bruge til at gøre op med det gamle. Og vreden i dens transformerede form – den rene aggressive kraft, styrke og autoritet – skal vi bruge til at kunne bære at være og at udfolde, dem vi er.

Vi skal nå dybere end til, at følelserne bliver forløst. Vi skal helt ned på det essentielle plan eller handlingsplan. Det skal integreres i vores dybe væren. Det vil sige, at accepten skal integreres dybt ned i kroppen. Når vi giver udtryk for det følelsesmæssigt, skal kroppen med i det i form af at kroppen går igennem en rystende, skrigende og grædende forløsning. Fri dans, massage og tantra kan være både værdifulde og dejlige redskaber.

Det er vigtigt ikke at have nogle forudbestemte krav til, hvordan det vil være, når accepten er endeligt i hus, ligesom det også er vigtigt at udvise villighed til at blive ved. Så længe vi ikke har fået det helt godt med det, der før har været traumatisk, så må vi erkende, at der ganske enkelt er mere at arbejde med, ligesom det kan afsløre, at vi stadig har fikse ideer om, hvad resultatet skal blive. Vi er ikke færdige med det pågældende emne, før der har indfundet sig fred med og kærlighed til det, som vi nu har arbejdet på at opnå accept af.

Accept drejer sig ikke om, at vi undgår det, der opleves ubehageligt. Tværtimod vil accepten lære os, at værdien, vi kan finde, er proportional med størrelsen af det ubehagelige. Det, at noget er ubehageligt vidner om, at her er nogle vidunderlige egenskaber, men som det er svært at åbne sig for.

Hvornår er der så tale om fuld accept? Det er der, når man er fuldstændig fri i forhold til det aktuelle emne. Hvilket vil sige, at man er fri for at identificere sig med det. Den pågældende følelse, tilstand, tanke osv. er altså noget man kan identificere, at man har, men man ved, at det ikke er noget, man er. Nu er man fri til at benytte sig af dette noget efter forgodtbefindende. Hvis man identificerer sig med det, så er man ikke fri. Manglende accept binder.

Når vi skal drage omsorg for vores lidende indre, så tror mange fejlagtigt, at dette kun kan være tungt og forfærdeligt. Men det er vigtigt at blive bevidst om, at vi slet ikke kan drage omsorg for dette lidende indre, uden at vi samtidig finder ind til de kvaliteter og ressourcer, som tilsammen udgør sjælen. For sideløbende med at vi i vores selvudviklingsproces går ind i vores angst, vrede og sorg, så er det ikke kun et mørke, vi konfronterer. Nej, samtidig er vi til stede med det allermest smukke og rørende hos os selv: Medfølelse, tålmodighed, mod, styrke, viljekraft, autoritet, forståelse, blødhed, blidhed, klarhed, omsorg, visdom, bevidsthed, kærlighed osv. Listen er umådelig lang af alle de kvaliteter, vi her får mere og mere bevidst fat i.

Så længe vi ikke har fundet hjem til sjælens land, så vi til fulde kan leve fri og lykkelig som os selv, så er der mere at blive bevidst om og at komme til at acceptere. Men mundheldet ”godt begyndt er halvt fuldendt” gælder også i forhold til accept. Kan vi først gennemskue, at vi mangler at acceptere noget, og kan vi igen og igen forny selve dette at være tro mod processen, så er vi allerede godt i gang.

Selvudviklingens nødvendighed

Det er nødvendigt i det nutidige samfund, at der er pædagoger, politikere, fabriksarbejdere, forskere osv. Alle har en nødvendig funktion. Ligeså, men knap så respekteret, er det nødvendigt, at nogle arbejder med selvudvikling. Når det overhovedet bliver agtet, så er det sædvanligvis kun i relation til de personlige grunde. Men jeg vil søge at påvise, at selvudvikling også er en nødvendighed for samfundets udvikling.

Kort fortalt er alt det selvudvikling, der kan bringe os ud af illusioner, konventioner, fordomme, tidens kultur- og moralbegreber, det vi er opdraget til at være osv. Selvudvikling er det, der skridt for skridt kan bringe os nærmere dem, vi i virkeligheden er: vores selv, sjæl eller indre kerne. Meget selvudvikling kan vi gøre selv, men vi har også brug for hjælp – en terapeut, en vejleder, eller en lærer – afhængig af hvor vi er i vores udviklingsproces. For det er som bekendt svært at se ”skoven for bare træer”. Vi kører alt for let ind i de vante spor, hvis vi ikke får hjælp af en kompetent person, der udefra kan overskue vores proces.

Os, der arbejder med selvudvikling, gør det tildels af personlige grunde. Det gør vi, fordi vi længes efter mere. Længes efter at finde ind til dem vi i virkeligheden er, frem for dem der udfylder nogle roller, der kan tjene sociale, politiske, religiøse og økonomiske interesser. Vi længes efter at finde ind til den sjæl, som allerede kalder så intenst på os. Denne længsel er bittersød. Bitter fordi selvudvikling indbefatter at tage vare på det traumatiske og smertefulde. Sød fordi det også er en længsel efter at blive helt bevidst forbundet med livet. Sød fordi det også er en længsel efter at være i den kerne, hvor der er en ubetinget kærlighed. Sød fordi vi finder det, vi søger, mere og mere ved at gå vejen.

Nogle kan sige – Hvorfor græde over spildt mælk? Men vi må gøre os klart, at vi ikke uden omkostninger kan lade ”det sejle sin egen sø”. Der er jo dele af os selv, der ikke på nogen måde er blevet mødt. Vi må gøre os klart, at vi inderst inde består af mange dele. Disse indre dele kan ikke betragtes som noget ligegyldigt. Det er ikke som gammelt ragelse, vi har smidt på lossepladsen, og som derfor ikke fortjener yderligere opmærksomhed. Nej det er et menneske, der lider. Og dette menneske er ikke et tilfældigt menneske. Det er en selv. I stedet for at udsætte healingsprocessen, så bør vi hellere være tro imod processen, så vi hver dag gør, hvad vi kan for dette indre menneske.

I den tekniske revolutions barndom, for nogle få årtier siden, da talte man om, at vi ved hjælp af industrialisering, rationalisering, datalogi, teknologi, samlebånd og robotter kunne opnå et fritidssamfund. Det taler man ikke længere om. For i mellemtiden er vi mennesker blevet mere og mere sultne indeni. Denne sult tror vi umiddelbart kan stilnes udefra, sådan som visse andre former for sult kan. Men denne nye sult er en sult efter at finde ind til det indre, der kalder mere og mere intenst på os, fordi vi er blevet så relativt bevidste, at vi mærker dets kalden mere og mere.

Når vi tror, at denne sult kan stilnes ved hjælp af mere mad, stimulanser, ting og sager, så opnår vi en umættelig sult. Den hellige ko, materialisme, er født. Den eneste måde, hvorpå vi kan blive mere og mere mætte i forhold til denne nye sult, det er igennem selvudvikling.

Mange kan mene, at der kunne være noget, der var mere vigtigt at drage omsorg for, end det er at lave selvudvikling. Vi har en milliard sultende mennesker på Kloden. Der er masser af ofre for krig og terror. Mange er hjemsøgt af oversvømmelser, storme og jordskælv. Ja mange har end ikke et hjem at være hjemsøgt i. Mange lider af sygdomme, handicaps og psykiske lidelser. Der er klimaproblemet, og der er dyr, der lider. Ja, jeg kunne ganske enkelt blive ved med at nævne eksempler på noget og nogen, som fortjener hjælp.

Det er naturligvis også vigtigt, at der løbende bliver gjort noget i forhold til al den lidelse. Men det er en forhastet slutning at drage, at det dog er bedre at tage sig af end ”at pille i sin egen navle”. For det, der igen og igen bliver tale om, når vi tager os af den ydre lidelse, er symptombehandling.

Hvis vi var bevidste og kærlige nok, så behøvedes der ikke at være al denne lidelse, så kunne vi være omsorgsfulde overfor os selv og hinanden, vi kunne gøre brug af den vedvarende energi, der er tilstede. Vi kunne lade være med at forurene vores egne kroppe, ligesom vi kunne lade være med at forurene den store krop, som vi lever i og på: Jorden. Vi kunne være lydhøre overfor alle behov, store som små, så alt fik den fornødne plads til at udfolde sig. Vi kan med større og større bevidsthed og kærlighed skabe et mere og mere kreativt, smukt, viist og vidunderligt samfund.

I det almindelige regnestykke - politisk, socialt og økonomisk - er der nogle kendsgerninger, som ganske ofte bliver overset. Vi er alle unikke, men vi lever også alle sammen i et samlet hele – kald det livet, kald det Gud, kald det lige hvad du vil. Under alle omstændigheder er det et faktum, at vi også er èt. I denne enhed er der en sum af bevidsthed og en sum af kærlighed.

Hvis summen af disse to skal øges, så er den tid forbi, hvor vi kan vente på, at denne øgning ganske langsomt sker ved hjælp af livets almindelige lovmæssigheder, som hidtil har skabt større bevidsthed og kærlighed. Det kan vi ikke vente på, for de kæmpe globale udfordringer menneskeheden står overfor, kræver at vi bliver i stand til at handle hurtigere og hurtigere. Denne i livet indbyggede udvikling er nu både for træg, ligesom den relative høje bevidsthed, vi allerede har, også af sig selv vil interessere sig for at avle mere bevidsthed og kærlighed.

Forudsætningerne for dette mere og mere frugtbare liv er som sagt mere bevidsthed og mere kærlighed. Hvordan kan disse to faktorer øges? Det kan de ved hjælp af al den udvikling, som vi under et kan kalde selvudvikling. (For selvudvikling er at være så individuelt bevidst, at man af egen drift fremmer denne bevidsthedsudvikling.) Ligeledes kan vi spørge: Hvem er det, der skal lave denne selvudvikling? Ja, det er dem, der ikke kan lade være. For dem som det af personlige grunde er nødvendigt. Men for helheden er det således også en nødvendighed, at lige netop disse mennesker gør dette arbejde. Det kan jo ikke nytte noget, at vi forventer, at de sultne, ofrene for oversvømmelser, de dødssyge, de fattige, de hjemløse, flygtninge, narkomanerne osv. gør det.

Vi kan selvsagt ikke forvente, at de, der har så store problemer med bare at overleve, skulle have overskud til at lave selvudvikling. På den anden side er det vigtigt at forstå, at hvis ikke nogen tager denne udviklingsproces på sig, så vil summen af bevidsthed og kærlighed ikke kunne øges hurtigt nok, til at vi kan holde den destruktivitet stangen, som ellers ville kræve flere og flere ofre i en verden, der ville være ved at bukke under i skidt, hungersnød, naturkatastrofer, økonomisk kaos osv.

Når bevidstheden på nuværende tidspunkt er større end nogensinde, så vil denne relativt store bevidsthed også skabe voldsomme problemer i form af materialisme, egoisme, forurening og dermed øgede naturkatastrofer osv., osv. (I den relativt høje bevidsthed vil vi have mere ud af livet end hidtil, men samtidig har vi ikke endnu kollektivt set bevidsthed nok til at søge det rette sted og på den rette måde.)

Vi kan heldigvis ikke gå tilbage i udviklingen. Der er altså ingen anden redning end øget bevidsthed. Men det er i vadestedet, hvor den relative høje bevidsthed skaber så store udfordringer, at den almindelige bevidsthedsudvikling igennem livets lovmæssigheder er al for langsommelig.

Der er brug for ny teknologi, bæredygtig energiudvikling, en ny samfundsorden, økologi, vegetarisk levevis og en bæredygtig økonomisk struktur. Men for at alt dette kan udvikles – ikke mindst hurtigt nok – så er der først og fremmest brug for en bevidsthedsudvikling og dette at kærligheden kommer i højsædet. Uden bevidsthed, som langtfra er det samme som intelligens, kan vi ikke udfolde kærlighed. Og uden kærlighed får bevidsthed ingen mening.

Vi kommer derfor ikke uden om, at selvudvikling er en nødvendighed.

Artiklen har været bragt i Fyens Stiftstidende.

Stærke ord af Václav Havel

Følgende er et lille udpluk fra bogen ”På kant med klodens klima” af Ole Jensen, side 131-133:

I 1980 var Václav Havel (f. 1936), den tjekkiske dissident, der siden blev præsident, det trøstesløse nystalinistiske Husakregimes indre modstander nr. 1, som man af al magt søgte at gøre mør med chikane og forfølgelse. Fra sin sygeseng på hospitalsafdelingen i tugthuset under en af sine utallige fængslinger skrev han til sin kone Olga derhjemme i Prag: ”Jo mere jeg her tænker over, hvad der er det vigtigste i livet, desto mere hælder jeg til, at det helt afgørende er, at mennesket ikke mister håbet og troen på livet. Den, der mister det, er selv fortabt, lige meget hvor meget held og lykke, der måtte overgå ham. Den, der ikke mister dette, ham kan det på den anden side aldrig gå ilde. Det er selvsagt ikke ensbetydende med at lukke øjnene for rædslerne i verden – tværtimod: først den, der ikke har mistet tro og håb, kan se rædslerne i verden helt tydeligt... Så jeg ønsker dig derfor at hele mit hjerte i det nye år, at du ikke mister håbet, troen og evnen til at finde glæde ved verden – selvom den er, som den er. Hvis det kan lykkes dig, så kommer alt det øvrige, hvis du resignerer, så er der intet, der kan hjælpe dig – og hvad så (for resten) med mig?” (Havel 1989b: 89; min overs.)

Det er overfladisk, når vi siger, at vort håb næres af forbedrede udsigter for det, vi tilstræber. Håbet i egentlig forstand står sin prøve, hvor alt – sagt i det overfladiske sprog – synes håbløst. En god sag begynder som regel – igen med det overfladiske sprog – som et ”håbløst foretagende” (Havel 1989a: 194). ”Håb er ikke prognosticering... Håb er simpelthen ikke optimisme. Det er ikke en overbevisning om, at noget vil gå godt, men en vished om, at noget giver mening – uden hensyn til hvordan det går, …så det håb henter vi så at sige andetstedsfra... Dets dybeste rødder føler jeg stikke i det transcendente” (id. 188f.).

Havel var i 1977 initiativtager til menneskerettighedserklæringen Charta 77, rettet mod regimet. Han blev fængslet, og af taktiske grunde besluttedes det, at han for en tid skulle træde tilbage som bevægelsens leder og talsmand. Dette benyttede han som begrundelse for en anmodning om løsladelse. Anmodningsteksten blev imidlertid manipuleret af regimet. Det kom til at se ud, som om han havde forladt bevægelsen, så den truede med at bryde sammen med helt uoverskuelige følger for dens 101 underskrivere og deres familier. Det bragte ham i en dyb eksistentiel og psykisk krise. Han var på randen af et sammenbrud. Han indså, at det var en rest af opportunisme, med hvilken han havde bragt bevægelsen i fare (id. 77). Og han indså, at i en verden, gennemsyret af løgn, fordrejninger og nøgen selvopholdelseskamp, hvor enhver hytter sit eget skind og går i indre eksil, må nogen begynde at leve uden at lyve og fortie og sno sig – koste, hvad det vil. Livet kan ikke reduceres til selvopholdelse. Overlevelse kan købes for dyrt.

I ekstrem sjælenød kom han til at stå ansigt til ansigt med sin samvittighed, og han indså, at den var større end han selv, grundlagt i en evig orden, tilværelsens evige orden, tilværelsens uomgængelige tyngde (modsat ”letheden” hos landsmanden Kundera). Det var noget hinsidigt, det har metafysisk vægt (id. 188). Han erfarede, at det ikke lader sig sidde overhørigt. Det var det samme som at stå ansigt til ansigt med Gud, siger han – han erfarede det i bogstavelige møder, visioner (eller hvad vi skal kalde det) af Gud (Havel 1989b: 288). ”Det er bedre slet ikke at leve end at leve uden ære,” det blev hans vej ud af krisen. Sådan gav han sig til at leve. Det gav ham umådelige kræfter – han kom sig, og han formåede at holde ud i fængslet i næsten fire år, trods en alvorlig lungelidelse, der svækkede ham livstruende (Havel 1989a: 152). Det er i kraft af disse erkendelser, han formulerede ordene om håbet.

Skal vores kultur overleve?

Når en kultur vinder fodfæste, så er det, fordi flertallet af mennesker det pågældende sted udfolder det, som på tiden kan føre bevidsthedsevolutionen videre. Tilsvarende går en kultur til grunde, når flertallet holder fast i det bestående uden i tide at indse, hvad bevidsthedsevolutionen fordrer af nye revolutionerende tiltag.

Den vestlige kultur står uden tvivl det skelsættende sted, hvor der overordnet set er to muligheder: Enten indser vi, at vores værdigrundlag skal ændres og nuanceres. Eller vores kultur vil i løbet af relativ kort tid gå til grunde. Når kulturer går til grunde, så bliver de som regel rendt over ende af andre kulturer, der vinder indpas. Det vil være bedst og mindst smertefuldt, om vi i tide kan sadle om. Dog er det ikke verdens undergang, om vores kultur går til grunde - af askehoben kan der opstå noget mere konstruktivt!

Vores kultur bygger meget på det rationelle og materielle. Det behøver vi ikke at fordybe os så meget i andet end at slå fast, at det i årtier har ført umådeligt meget godt med sig. Der er imidlertid nogle forhold, der i al sin tydelighed viser, at materialismen ikke ensidigt kan bære længere: Økonomisk sammenbrud, økologisk krise, befolkningseksplosionen, rovdrift på Jordens ressourcer, afbrænding af regnskov for at skabe dyrkningsjord nok til vestens husdyrhold, afbrænding af fossile brændsler, forureningen af naturen og heraf flere og ødelæggende naturkatastrofer, misbrug af dyrene, det enorme spild ved kødproduktion osv.

Svaret på alle disse problemer er altså ikke det, vi almindeligvis hører: Mere økonomisk vækst. Når mulighederne er til stede, for at vi kan spise, bo og transportere os godt, så giver det ingen mening at få mere af det, som vi allerede har nok af, hvis vi ellers kunne finde ud af at deles om det. Det har naturligvis været umådeligt vigtigt, at vi og vores forfædre har opøvet evnerne til at få det materielle på plads. Derved får vi frigivet ressourcer til at kaste os over de næste opgaver for at skabe det oplyste samfund, som vi inderst inde længes efter.

”Intet, end ikke alverdens hære kan stoppe en god idé, hvis tiden er inde.” sagde Victor Hugo. Bevidsthedsevolutionen skal ud af den svøbe, som materialismen bliver til, når vi for enhver pris vil holde fast i den som det eneste grundlag. Demokratiets svaghed er, at det bygger på, hvad flertallet kan gå ind for. Da der altid vil være en vis træghed, inden flertallet har fanget nye nødvendige tiltag, så kan det politiske system blive den ”hær”, der forsøger at stoppe de gode ideers nødvendige indtog. Hvis vores kultur ikke skal bryde sammen, og vi samtidig skal bevare demokratiet, beror vores chance således på, at flertallet i tide ændrer adfærd.

Når økonomisk vækst i sig selv bliver et mål, vil det accelerere den allerede hastigt voksende fart mod afgrundens rand. Når vi i forvejen er ved at kvæles i affald, forurening og ressourceknaphed, vil det at producere en dippedut i dag, sælge den i morgen og smide den væk i overmorgen kun fremme civilisationens undergang. Såkaldt fremgang vil kun øge tilbagegangen. Det betyder ikke, at vi kan spare os ud af problemerne. I så henseende er der kun tale om, hvorvidt om enden skal være meget nær eller bare nær.

Der skal altså helt nye ”boller på suppen”. Først og fremmest skal vi opdage, at vi ikke så meget er fysiske væsener, hvis fysiske behov skal tilgodeses, men helt afgørende er åndelige væsener, hvis spirituelle behov skal have plads. Vi er sultne efter mere, men opfatter vi kun os selv som fysiske væsener, så vil vi tro, at sulten kan dækkes af noget materielt. Det kan sulten efter det indre ikke. De indre værdier skal således fremmes: vi må søge indad og her blive mere og mere bevidste om, hvem vi er, med henblik på at komme til at elske alt det, vi inderst inde består af.

I det omfang vi bliver mere og mere bevidste om vores egentlige og evige natur, og kommer til at elske det, så vil vi få en hel naturlig kærlighed til alle de egentlige værdier i det ydre. Det er ikke nok med en teoretisk forståelse af den ydre natur, for at vi kan holde op med at forurene den. For at nå frem til virkelig at respektere, acceptere og elske alt i det ydre (mineraler, planter, dyr og vore medmennesker), så er den indre opdagelsesrejse nødvendig. Vi vil efterhånden forstå, at vi lever og ånder i en helhed, som er overordnet identisk med de enkelte dele af denne helhed. Næsten vil da blive ikke alene alle vore medmennesker men også Jorden, planter og dyr.

Vi vil opdage, at det, vi forulemper og forurener i det ydre, er synonymt med det, vi forulemper og forurener indeni, fordi vi slet og ret ikke er bevidste om vores indre natur. Og langt fra er i stand til at elske den. Men efterhånden som vi da bliver bevidste og kærlige, når vi frem til, at det at tage videst muligt hensyn til alt i det ydre ikke længere er noget fjernt, endeløst og ligegyldigt. Vi vil opdage, at det tværtimod er noget nært, kærligt og meningsfuldt. Vi vil opnå ægte engagement, kraft og kærlighed til at drage omsorg for det ydre. Vi vil opdage, at det ofte kan være det eneste rigtige at tilsidesætte vores egen magelighed, fordi det kollektive kræver, at nogle må gøre noget som umiddelbart ikke synes tillokkende.

Efterhånden som denne udvikling skrider frem, så vil det betyde en ny og gennemgribende vækst, fordi vi fremmer bevidsthedsevolutionen. Når vi kun satser på, at en gren på et enkelt træ i skoven skal vokse, så er væksten begrænset. Hvis vi imidlertid indser, at der er mange grene på det enkelte træ, og at skoven har utallige træer, så er der en evig mulighed for vækst.

Forfatteren til artiklen er spirituel vejleder, terapeut og healer. Og driver Begravelsesforretningen Ledet – en spirituel begravelsesforretning.

Johannes Ledet

Torpvej 14, Lundum, 8700 Horsens

Mail: johannesledet@gmail.com

Tlf. 76 27 33 63 + 24 45 68 63